Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Miljøvurdering
Anden planlægning Energi og forsyning Bæredygtighed Miljø Servitutter Tilladelser og dispensationer Lokalplanens gennemførsel

Du er her: Home 02.68 Gokartbane ved Omfartsvejen Redegørelse Miljø

Miljøvurdering


Støj

Arealet er udlagt til støjende fritidsaktiviteter, bl.a. henset til den omstændighed, at arealet er beliggende ud til en række overordnede og støjende veje, herunder motorvej, Omfartsvej og Ringstedvej. 

Virksomheden skal overholde den nødvendige miljøgodkendelse, der fastsætter miljømæssige vilkår for drift af gokartbane på arealet. Holbæk Kommune er myndighed.

 

 

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).


Jordforurening

Region Sjælland har ingen oplysninger om kortlægning på vidensniveau 1 eller 2 i henhold til lov om forurenet jord eller oplysninger omfattet af den indledende kortlægning / industrikortlægning på den pågældende matrikel.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.


Fund og fortidsminder

Gokartbanen i sin nuværende form blev etableret i 1998-99. Forud for de gennemførte terrænændringer ved anlæg af gokartbanearealet blev gennemført arkæologiske undersøgelser/ prøvegravninger. Holbæk Museum har oplyst, at der blev foretaget undersøgelser og gravet søgegrøfter på arealerne øst for den nuværende støjvold mod vest, og at der ikke blev fundet noget på arealet.

Umiddelbart vest for lokalplanområdets afgrænsning er registeret en stenalderboplads. Lokaliteten er færdigregisteret. Der er ikke, jf. Kulturarvsstyrelsens landsdækkende database over kulturhistoriske lokaliteter, registeret fund eller fortidsminder indenfor lokalplanområdet. Bygherrer opfordres til at kontakte Museet for Holbæk og Omegn før gravearbejde påbegyndes, idet man i henhold til museumslovens § 27 skal standse jordarbejder, hvis man støder på spor af fortidsminder.

 

Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Holbæk Museum om en udtalelse. 

 

Sten- og jorddiger
Der er inden for lokalplanområdet registreret et beskyttet sten- og jorddige, placeret i ejendommens skel mod vest. Sten- og jorddiger er beskyttet mod tilstandsændringer, jf. museumslovens § 29.
Med lokalplanen muliggøres indplacering af en skydebane i den tekniske støjvold mod vest, der blev etableret ved anlæggets tilblivelse. Det vurderes, at dette skydeanlæg med en placering i en afstand af 3 m fra skel, vil være holdt i en afstand af min. 2 m fra eventuelle oprindelige dele af det registrerede sten- og jorddige. 
Såfremt gravearbejdet ikke holdes i denne afstand fra skel, og således potentielt vil kunne berøre dele af et evt. oprindeligt jorddige, skal indhentes tilladelse til arbejdet i henhold til museumslovens § 29. 

 


Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af lokalplanens miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 939 af 3. juli 2013).
Ifølge lovens § 3, stk. 1, nr. 3 skal der udarbejdes en miljøvurdering, bl.a. når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for motorsportsbaner eller forlystelsesparker. Efter § 3, stk. 2 skal planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at få en væsentlig indvirkning på miljøet. Nærværende lokalplan viderefører i vid udstrækning de eksisterende bestemmelser, og ændrer ikke ved omfanget af den eksisterende tilladte motorsportskørsel. Lokalplanforslagets udvidelse af muliggjorte øvrige aktiviteter vurderes ikke at medføre aktivitet af et omfang, der indebærer væsentlig indvirkning på miljøet; eksisterende p-forhold vurderes fortsat at være tilstrækkelige, og de nytilkomne aktiviteter vurderes ikke at ville bidrage væsentligt til øget støj i nærområdet. Samlet set vurderes ændringer i medfør af planforslaget således alene at udgøre mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning, jf. nedenstående.

 

Forslag til lokalplan nr. 2.68 vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:

 

  • Lokalplanforslaget i langt hovedparten viderefører eksisterende allerede miljøvurderede bestemmelser

  • De nye forhold, der gives mulighed for i medfør af lokalplanforslaget, er vurderet ikke at medføre væsentlig påvirkning af miljøet, herunder visuel indvirkning på landskabet, efter udarbejdede visualiseringer

  • De nye aktiviteter i medfør af lokalplanforslaget ikke vurderes at ændre ved eksisterende trafikale forhold

  • Lokalplanforslaget ikke indebærer ny aktivitet, der vil medvirke til øget forurening

  • Lokalplanforslagets indhold ikke vil indebære væsentlig påvirkning af kulturarvsforhold

  • lokalplanforslaget ikke væsentligt indebærer påvirkning på ressourcer og affald

 

På baggrund af screeningen har Holbæk Kommune vurderet, at der ikke er behov for at udarbejde en egentlig miljørapport. Beslutningen bekendtgøres samtidig med fremlæggelsen af lokalplanforslaget. Selve screeningsskemaet kan ses under fanen bilag.


 


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk