Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Forhold til anden planlægning
Anden planlægning Energi og forsyning Bæredygtighed Miljø Servitutter Tilladelser og dispensationer Lokalplanens gennemførelse

Du er her: Home Redegørelse Anden planlægning

Statslig og regional planlægning

Helt overordnet ønsker Staten at løfte de store udfordringer, som klimaændringerne vil skabe og begrænse Danmarks afhængighed af fossile brændsler. Statens målsætninger er bl.a. formuleret i en Ressourcestrategi, der følger op på EUs affaldsdirektiv. Ligeledes har Region Sjælland en målsætning om, at Sjælland skal være den grønne region i Europa i 2020, og herunder skal CO2-udledningerne reduceres.

Det vurderes, at denne lokalplan er i overensstemmelse med ovennævnte statslige og regionale målsætninger. Særligt fordi planen muliggør etablering af et biogasanlæg, der begge kan producere grøn energi.

Lokalplan 6.13 viderefører i høj grad den gældende planlægning for området. På den baggrund er det vurderet, at det ikke er relevant at overveje alternative placeringer af anlægget, heller ikke selvom området ligger inden for kystnærhedszonen. En nærmere redegørelse for den planmæssige begrundelse for den nye planlægning inden for kystnærhedszonen fremgår under afsnittet "Forhold til anden planlægning - kystnærhedszonen".

Alt i alt er det vurderet, at lokalplanforslag nr. 6.13 er i overensstemmelse med både den statslige og regionale planlægning.


Udviklingsstrategi 2012

Udviklingsstrategi 2012 for Holbæk Kommune udstikker de overordnede målsætninger for den fremadrettede udvikling i kommunen.

Følgende målsætninger fra udviklingsstrategien har relation til nærværende planlægning for et affaldshåndteringsanlæg:

Bæredygtig planlægning og myndighedsudøvelse

Holbæk Byråd ønsker gennem et fortsat arbejde med bæredygtig udvikling at tage ansvar for fremtiden. Herunder har Byrådet bl.a. valgt at fokusere indsatsen på bæredygtig planlægning og myndighedsudøvelse ved at:

  • Mindske energi- og ressourceforbruget ved at fremme klima- og miljørigtigt byggeri og forsyning, affaldssortering og lokal nedsivning af regnvand.
  • Værne om kommunens natur- og landskabsværdier - herunder den biologiske mangfoldighed, så naturen bliver mere robust og tilpasningsdygtig over for klimaændringer.
  • Imødegå klimaforandringerne ved at udøve en helhedsorienteret og koordineret klimaindsats.

Holbæk Kommune har i udviklingsstrategien altså lagt vægt på en bæredygtig planlægning og myndighedsudøvelse og at Holbæk Kommune skal drives klima- og miljøvenligt. Det vurderes, at lokalplanen til fulde er i overensstemmelse med udviklingsstrategiens målsætninger ift. grøn energi.


Kommuneplan 2013-2025

Lokalplanområdet var tidligere i Kommuneplan 2013-25 omfattet af bestemmelserne for rammeområde 6.T02, der fastlagde områdets anvendelse til affaldshåndteringsanlæg, herunder losseplads, biogasanlæg mv. I øvrigt fastlagde den tidligere rammebestemme, at byggeri måtte etableres med en højde på max. 8,5 m. i området. I særbestemmelserne til rammeområde 6.T02 var det desuden fastlagt, at affaldshåndteringsanlægget skulle overgå til jordbrugsformål og rekreativ udnyttelse, hvis anvendelsen af anlægget ophører. Rammeområde 6.T02 er vist på det øverste kort til højre.

Lokalplanen er med til at understøtte rammebestemmelsens særbestemmelse om rekreative faciliteter og jordbrugsformål. Dette skyldes at lokalplanen sikrer mulighed for rekreative faciliteter, herunder at det øverste lag i deponeringsanlægget skal bestå af jord, og at anlægget i sidste ende kommer til at fremstå som græsbevokset bakke med et naturligt præg i landskabet. I øvrigt vil der i miljøgodkendelsen til f.eks. biogasanlægget i området blive stillet krav om, at anlægget skal fjernes hvis anvendelsen ophører. Vider sikrer lokalplanen mulighed for jordbrugsformål i området.

Kommuneplanens retningslinje 8.2.1 fastlægger, at planområdet kan anvendes til et biogasanlæg (og affaldshåndteringsanlæg). Retningslinjen er fastlagt på baggrund af planlovens krav om, at kommuneplanen skal fastlægge retningslinjer for VVM-pligtige anlæg. Den arealrelaterede afgrænsning på retningslinje 8.2.1 er vist på det midterste kort til højre. Afgrænsningen er sammenfaldende med afgrænsningen på rammeområde 6.T02. Det er vurderet, at lokalplan 6.13 er i overensstemmelse med retningslinje 8.2.1.

Lokalplanen muliggør at der etableres indhegninger til græssende dyr i en del af planområdet. Det vurderes, at muligheden er i overensstemmelse med kommuneplanen. De græssende dyr vil være en sekundær anvendelse i planområdet, der supplerer områdets primære anvendelser (affaldshåndteringsanlæg, herunder deponeringsanlæg, biogasanlæg mv.). Den samme vurdering gælder ift. at lokalplanen også muliggør etablering af landbrugsdrift og etablering af stier (rekreative faciliteter) i størstedelen af området.

Lokalplanforslag 6.13 var ikke til fulde i overensstemmelse med bestemmelserne for rammeområde 6.T02, og der er derfor vedtaget et kommuneplantillæg nr. 3. Kommuneplantillæg 3 fastlægger bestemmelserne for rammeområde 6.T02 til affaldshåndteringsanlæg, herunder deponeringsanlæg*, biogasanlæg mv. samt byggeri med en højde på op til 10 m. i området. Den maksimale bygningshøjde på 10 m. bunder i Byrådets ønske om at imødekomme et behov for at etablere lukkede tanke med denne højde**. Særbestemmelsen for området og områdets afgrænsning fastholdes.

Forslag til kommuneplantillæg nr. 3 var i offentlig høring samtidig med lokalplanforslag nr. 6.13. Efter den endelige vedtagelse af kommuneplantillægget er lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen.

Kommuneplantillæg nr. 3 kan ses under fanen "Bilag - Kommuneplantillæg".

Landskabsplan

Holbæk Kommune har udarbejdet en Landskabsplan som en del af Kommuneplan 2013 - 25 for Holbæk Kommune. Området omkring planområdet er udpeget til område 8, Lammefjorden, som ifølge planen udgør en kulturhistorisk helhed, som bør bevares som afvandet fjordområde med landbrug som den primære anvendelse. Området er vist på det nederste kort til højre. Det meget åbne, flade landskab i stor skala er en stærk karakter i området og bør bevares og styrkes. Dog kan der i området etableres enkeltstående anlæg, så længe landskabet ikke mister sin særlige karakter af åbenhed.

Det er vurderet, at lokalplanforslaget er i overenstemmelse med Landskabsplanen. Særligt fordi forslaget i høj grad viderefører den gældende planlægning for området og i øvrigt minimerer mulighederne for deponi i området. Det mindre areal til deponering vil mindske den visuelle påvirkning af omgivelserne uden at fjerne den karakteristiske åbenhed på Lammefjorden. I øvrigt er det vurderet, at lokalplanforslaget ikke mindsker den karakteristiske åbenhed til trods for at planforslaget muliggør etablering af et større affaldshåndteringsanlæg i området.

Forslag til kommuneplantillæg nr. 3 kan ses her.

 

Rammeområde 6.T02 til affaldshåndteringsanlægget, der ligger syd for rammeområde 6.T01 til vindmøller ved Hagesholm.

 

Den arealrelaterede afgrænsning på retningslinje 8.2.1. Afgrænsningen er sammenfaldende med afgrænsningen på rammeområde 6.T02.

 

Afgrænsningen på område 8, Lammefjorden, i Landskabsplanen. Planområdet ligger i den østlige del, lige vest for Audebo Plantage.

 

* Losseplads og deponeringsanlæg defineres som værende det samme. 

 

** I lokalplanforslaget defineres lukkede tanke som byggeri. Dette skyldes, at anlæggene rent visuelt fremstår som en bygning.


Gældende lokalplaner

Lokalplanområdet var tidligere omfattet af 2 gældende lokalplaner, henholdsvis lokalplan nr. 6.05 og lokalplan nr. 94. De to lokalplaner supplerede hinanden og muliggjorde i forskelligt omfang affaldshåndteringsanlæg i området, herunder jorddeponi og affaldsdeponi. Lokalplan 6.13 udvider således anvendelsesmulighederne i området til også at omfatte biogasanlæg.

Med den endelige vedtagelse af lokalplan nr. 6.13 er både lokalplan nr. 6.05 og lokalplan nr. 94 aflyst i deres helhed.


Planlægning i forhold til nabokommuner

Det er vurderet, at lokalplanen ikke påvirker planlægningen i nabokommuner. Lokalplanområdet ligger over 800 m. fra kommunegrænsen mod Odsherred Kommune. Lugtgener, visuelle konsekvenser mv. fra området bliver behandlet i lokalplanens tilhørende miljørapport og Sammenfattende miljøredegørelse samt VVM-redegørelsen og VVM-tilladelsen til projektet for biogasanlægget i området.


Kystnærhedszone

Hele lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen omkring Lammefjorden. Det samme gælder alle de arealer, der fremgår af Kortbilag 2 - Bindingskort, som ses under fanen "Bilag - Kortbilag".

Lokalplan 6.13 viderefører i høj grad den tidligere gældende lokalplanlægning (lokalplan 6.05 og lokalplan nr. 94) for området. I både de tidligere gældende lokalplaner og lokalplan 6.13 er der f.eks. muliggjort et deponeringsanlæg med en højde på op til 30 m. inden for kystnærhedszonen, som i sidste ende skal fremstå som et bakkelandskab med et naturligt præg i landskabet. Lokalplanens væsentligste ændring ift. den tidligere gældende lokalplanlægning er, at lokalplan 6.13 nu også muliggør biogasproduktion i området samt i begrænset omfang byggeri med en højde på op til 10 m. samt skorstene med en højde på op til 20 m. Desuden ændrer lokalplan 6.13 arealet til jord- og affaldsdeponi i planområdet, samlet set en minimering af arealet til omfattende deponi. Ændringen af mulighederne for deponi sker som konsekvens af udvidelsen af områdets anvendelsesmuligheder.

Mulighederne for deponi i lokalplan 6.13 er sammenholdt med mulighederne for deponi i lokalplan 6.05 og lokalplan nr. 94 på illustrationerne herunder. Inden for kystnærhedszonen indskrænker lokalplan 6.13 de hidtidige muligheder for at etablere deponeringsanlæg.

Arealet, hvor der i henhold til de tidligere gældende lokalplaner kunne etableres større deponi i planområdet. Højdekurverne markerer den maksimale højde på det færdigbehandlede terræn. Højdekurverne markerer den maksimale højde på det færdigbehandlede terræn i lokalplanerne.

Arealet, hvor der i henhold til lokalplan 6.13 kan etableres større deponi i planområdet. Højdekurverne markerer den maksimale højde på det færdigbehandlede terræn.

Planlovens § 5b

I henhold til planlovens § 5b må der i kystnærhedszonen kun planlægges for anlæg, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Lokalplanen viderefører i høj grad den gældende planlægning for området. På den baggrund er det vurderet, at det ikke er relevant at overveje alternative placeringer af anlægget. Heller ikke selvom anlægget er placeret inden for kystnærhedszonen og at lokalplanen som noget nyt muliggør et biogasanlæg i området. Dette skyldes særligt, at der ikke behov for at inddrage yderligere landzonearealer i planlægningen. På baggrund af ovenstående er det desuden vurderet, at det ikke er aktuelt at belyse alternative placeringer til anlægget uden for planområdet.

I sammenhæng med ovenstående er det vurderet positivt, at lokalplanen ift. den hidtidige planlægning indskrænker mulighederne for omfattende deponi inden for kystnærhedszonen.

Planlovens § 16, stk. 3

Når en lokalplan muliggør bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen, skal der ifølge planlovens § 16, stk. 3 oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde. Herudover skal redegørelsen omfatte eventuelle andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur- og friluftsmæssige interesser.

Lokalplanens formålsparagraf sikrer det maksimale omfang af deoponeringsanlæg, byggeri og tekniske anlæg i området. Det er kun i planområdets delområde I, der kan etableres byggeri (lukkede tanke*) og skorstene med en højde på over 8,5 m. Reaktortanke til biogasproduktion kan etableres i beton, som de eksisterende i planområdet, eller af stål. Ståltanke kan generelt bygges højere end betontanke og tilsvarende smallere. Det er vurderet hensigtsmæssigt og nødvendigt at muliggøre lukkede tanke med en højde på op til 10 m. pga. følgende:

  1. Høje reaktortanke til biogasproduktion er en fordel, fordi energiforbruget til omrøring i disse tanke er mindre. Omrøring er vigtig ifm. biogasproduktion af især tyktflydende materiale (eksempelvis gylle). Højere tørstof i tankene vil betinge kraftigere omrøring.
  2. Biogasproduktionen i delområde I vil resultere i store mængder biogas, hvis opbevaring uundgåeligt vil fylde meget. Høje tanke er dog som nævnt smallere og dermed også pladsbesparende i området.

Det er også vurderet nødvendigt at muliggøre skorstene med en højde på op til 20 m. Hvis skorstene skal opfylde deres funktion, er de nødt til at have et afkast med en særlig højde. Lokalplanen sikrer desuden, at lukkede tanke og skorstene skal etableres i en lys grå farve. Dette er for at minimere de visuelle konsekvenser fra det pågældende byggeri og anlæg, når det kan have en højde på mere end 8,5 m. inden for kystnærhedszonen.

Det er vurderet, at der ikke er en planmæssig begrundelse for at muliggøre, at øvrigt byggeri og anlæg (udover deponeringsanlæggene) kan etableres med en højde på over 8,5 m.

Lokalplan 6.13 viderefører som nævnt muligheden for at etablere deponi i op til 30 m. i planområdet i henhold til nærmere bestemmelser om udformning. Det er vurderet nødvendigt, at lokalplanen gør dette, ellers vil de hidtidige muligheder for jord- og affaldsdeponi i området blive begrænset i særlig væsentlig grad, samtidig med at det vil blive nødvendigt at planlægge for nye areraler til deponeringsanlæg før beregnet.

Visualiseringerne herunder viser, hvordan planområdets deponeringsanlæg visuelt påvirker/kan påvirke omgivelserne (kysten ved Lammerfjorden) i forskellige situationer. De forskellige situationer er:

  1. Den nuværende situation med det eksisterende byggeri og anlæg i lokalplanområdet.
  2. Situationerne, hvor planområdet er udbygget i henhold til de gældende lokalplaner for området (lokalplan nr. 6.05 og lokalplan 94) eller lokalplanforslag nr. 6.13.

Visualiseringerne er lavet fra det fotostandpunkt, der er vist på illustrationen til højre.

1. Visualisering af planområdets aktuelle påvirkning af kysten ved Lammerfjorden. Dvs. den nuværende situation med det eksisterende byggeri og anlæg i lokalplanområdet. De lodrette sorte streger på visualiseringen indikerer den omtrentlige placering af lokalplanområdets sydlige og nordlige grænse.

2. Visualisering af planområdets påvirkning af kysten ved Lammefjorden, hvis de gældende lokalplaner (lokalplan nr. 6.05 og lokalplan 94) eller lokalplanforslag 6.13 bliver realiseret i deres helheder. Situationerne er slået sammen til én visualisering, fordi det muliggjorte byggeri og anlæg i ingen af tilfældene vil være synligt fra kysten. Særligt ikke pga. træerne i Audebo Plantage. Den gule streg på visualiseringen indikerer højden på 30 m., som er den maksimale højde på deponeringsanlægget i både de gældende lokalplaner og lokalplanforslag nr. 6.13, mens de lodrette sorte streger indikerer den omtrentlige placering af lokalplanområdets sydlige og nordlige grænse.

Med udgangspunkt i de to visualiseringer er det vurderet, at bygge- og anlægsmulighederne i lokalplan 6.13 ikke vil ændre på den visuelle påvirkning af omgivelserne, kysten. Hverken i forhold den nuværende situation i planområdet eller i forhold til situationen hvor planområdet er udbygget i overensstemmelse med den nu gældende planlægning. Pga. eksisterende beplantning, særligt Audebo Plantage, vil byggeri og anlæg i planområdet ikke blive synligt fra kysten. I denne sammenhæng vurderes det ikke ralistisk at Audebo Plantage bliver fjernet. Dette skyldes, at skoven/plantagen er registreret som fredskov.

I forhold til kystnærhedszonen vurderes det desuden positivt, at lokalplanen sikrer en lys grå farve på lukkede tanke og skorstene i området samt at deponeringsanlægget i delområde III i sidste ende skal fremstå som en bakke med et naturligt præg i landskabet. Afgørende betydning har det dog ikke i forhold til kysten, da byggeriet og anlægget i planområdet som nævnt ikke vil blive synligt herfra.

Lokalplanens påvirkning af øvrige forhold, herunder bla. den beskyttede natur i planområdet, der er væsentlige i forhold til varetagelsen af de natur- og friluftsmæssige interesser i kystnærhedszonen, er beskrevet andre steder i lokalplanens redegørelse. I miljøvurderingen til planen er der desuden en nærmere redegørelse for planforslagets visuelle påvirkning af omgivelserne udover kysten.

Kortbilag 2  kan ses her.

 

 

Illustration af fotostandpunktet for visualiseringerne herunder. Billedet til visualiseringerne er taget fra toppen af Audebodæmningen ved den røde markering. Den gule signatur markerer lokalplanområde 6.13.


Sektorplaner

Spildevandsplan 2010-2018

Planområdet er ikke omfattet af Spildevandsplan 2010-2018 for Holbæk Kommune, og området er således ikke en del af den kollektive spildevandshåndtering. Pt. bliver spildevand håndteret i området vha. septitanke osv. Det forventes, at denne form for spildevandshåndtering skal fortsætte i fremtiden.

 

Affaldsplan 2014-2019

Holbæk Kommune har vedtaget Affaldsplan 2014-2019, der følger op på EUs og Statens målsætninger på affaldsområdet. I Affaldsplanen er der opstillet mål for ressourceforbruget, problemstoffer i affaldet og borgernes holdninger til affaldshåndtering. Herunder har Affaldsplanen bl.a. også et særligt fokus på genanvendelse af kommunens affald. Det vurderes, at lokalplanforslaget til fulde følger op på Affaldsplanen. Særligt fordi lokalplanforslaget muliggør et biogasanlæg, der kan sikre en genanvendelse af husholdningsaffald.  


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk